- Løbets navn: Trans Alpine Run
- Løbstype: Ultra Trail – Etapeløb
- Arrangører: PLAN B event company GmbH
- Land: Tyskland, Østrig, Schweiz og Italien
- Start: Fischen im Allgäu, Tyskland
- Mål: Sulden am Ortler, Italien
- Distance: 288 km og 16.800 højdemeter
- Underlag: Klippe, sten, rullesten, store sten, sne, vandløb, jord, grusvej, markvej, natursti og en lille del asfalt.
FOUR COUNTRIES, TWO RUNNERS, ONE WEEK – THE DREAM!
Sådan promoverer Plan B deres event, Trans Alpine Run
Et etapeløb over syv dage, hvor der er to løbere om at nå et fælles resultat.
De to løbere må ikke på noget tidspunkt være længere end tre minutter fra hinanden – og begge løbere skal inden for tidsgrænsen komme samlet til hvert tjekpoint, ligesom man også indenfor tidsgrænsen skal løbe i mål samlet, på hver etape .
Trans Alpine Run er et etapeløb, hvor man starter i Tyskland, løber igennem Østrig og Schweiz og løber i mål i Italien.
I 2017 udgaven var vi to hold fra Thorø Huse på Fyn.
I Ultra Trail-løb kan alt ske!
Ultra Trail-løb i bjergene er altid uforudsigelige.
Nogle gange bliver ruten ændret dagen før start, nogle gange! Lige før start og nogle gange mit i løbet.
Ændringer af ruten kommer som regel på grund af:
for store mængder sne, sneskred eller uvejr i højderne.
Trans Alpine Run 2017 udgaven var heller ikke nogen undtagelse. Oprindeligt skulle den samlede distance have været 263,8 km og 15.463 højdemeter.
Men på vores Garmin ure kunne vi registrere 288 km og 16.800 højdemeter.
Det var heller ikke nogen overraskelse! Når speakeren om aftenen til pasta partyet, præsenterede ændringer til næste dags rute.
Efter vi havde tilmeldt os var vi til et arrangement i Multi Atleten i Odense.
Her kunne man møde Ultra Trail-løberen Thomas Steenberg-Hansen
Thomas Steenberg var sponsoreret af en del af de produkter som blev solgt i Multi Atleten. Han var til stede i Multi Atleten for at præsentere disse produkter for sin sponsor, samt for at publikum kunne møde ham og høre om hans bedrifter.
Han fortalte at han havde deltaget i Trans Alpine Run og at det var et af de hårdeste løb han havde løbet.
Nu var chancen der, for at høre lidt om, hvad vi skulle udsættes for!
Thomas Steenberg fortalte at han havde vundet en af etaperne og at det var et af de hårdeste og udmarvende løb han havde løbet.
Han syntes det var meget modigt, at vi “i vores alder” havde tilmeldt os dette løb.
Vi fik en masse gode tips om påklædning og brug af udstyr.
Da vi skulle til at investere i nogle meget dyre regnjakker, fortalte han at han bare brugte nogle engangs-regnslag, som ikke fyldte eller vejede ret meget. Dem havde han på, hvis det regnede når man stod ved startstregen og ventede på startskuddet. Og når han havde løbet, så han havde fået varmen tog han den af, krøllede den sammen og kom den i lommen.
Han fortalte at lige meget, hvor mange tips man for, lige meget, hvor meget man forbereder sig!
Så bliver man overrasket på grund af, at løbet ændre karakter hele tiden.
Vi gjorde stort brug af hans tips, hvilket vi nødig ville have været foruden, og han havde ret! Der kom situationer vi ikke var, eller kunne have forberedt os på.
Jeg vil nøjes med, at for tælle om en enkelt af etaperne! Så i kan danne jer et billede af, hvad det handler om.
Vækkeuret ringer!
Klokken er 06.00. Trætheden fra gårdsdagens strabadser mærkes tydeligt.
Vi står op og tager løbetøjet på, nogle skal lige have vabelplaster på, andre en forbinding, pakker rejsetasken og bærer den ned til hoveddøren, så løbsarrangørerne kan hente den, for at bringe den frem til næste hotel, hvor byen er vært for mål på denne etape og start for næste etape.
Efter at have placeret rejsetasken går vi til morgenmaden.
Det ses tydeligt at de andre deltagere også er mærket af strabadserne fra dagen før.
Nogle halter når de henter næste portion, nogle skovler morgenmad ind, andre har ingen appetit, nogle joker lidt, andre siger ikke et kuk.
Der er ingen tvivl! Der er træthed at sporer.
Starten går klokken 07.30, alle strækker toiletbesøget til det sidste, der er lidt stres på! Alle skal på toilettet lige før start, men alle toiletter er optaget.
Efter lang kø ved toiletterne og direkte til indskrivning og tjek af udstyr er man klar til start. Al stressen har gjort at man næsten har glemt gårsdagens træthed.
Nu buldre det derudad i højtalerne med opmuntrende speakerstemmer, så kommer nedtællingen til start og så buldre det derudad i højtalerne med Highway to Hell med AC/DC som blev spillet hver dag ved start! Så er man tændt og har glemt alt om træthed.
Det små regnede ved start, så engangsregnslagene var kommet på. Der var ikke løbet ret lang tid, så skulle engangsregnslagene af igen! For nu var man ved at koge over, inden under de regnslag.
Vi var knapt kommet ud af byen inden den første stigning kom, en moderat stigning der lidt efter lidt tog til i stigningsprocent.
Stigningen gik op igennem skov med regulære vandløb som man passerede over små broer og planker, og så var der sporet vi løb/gik i, der var omdannet til vandløb i dagens anledning.
Med mudder og glatte sten der skulle forceres, var det en opgave der krævede balance og firehjulstrækket slået til.
( Firehjulstræk = Et par grov-sålede sko og vandrestave;-)
Efter at have forceret første stigning “15 km og 2.791 højdemeter” gik det endelig ned ad i 6 km til 2.306 meters højde.
Man tænker at nu bliver det let! Men nej. Det er faktisk svært og hårdt at løbe ned ad i bjergene.
Det kræver total opmærksomhed at lande efter et afsæt.
Klippestykker af forskellig størrelse der er spidse, kantede, flade eller runde, store og små sten der måske ruller eller ikke ruller? Klippestykker og sten der er glatte. Ting der gør at du hele tiden skal reagere på et splitsekund.
Det er hårdt arbejde for hjernen og for den forreste del af lårmusklen, lægmusklen og ikke mindst er dine fodled på overarbejde.
Men efter et godt og solidt nedløb kunne vi så begynde næste stigning, hvor vi løb 11,5 km for at ende i 3.138 meters højde.
Først op gennem et tæt og fugtigt stykke skov, i 26 grader varme.
Så et lille nedløb på ca. en kilometer og så ud på åbent stykke, hvor man bare kunne se konkurrenterne i små grupper og en stigning så lang.
Alle bare gik deropad, alle havde gang i stavene, nogle få prøvede at sætte i løb! Men opgav hurtigt. Hvis man prøvede at løbe, havde det samme effekt som, at tage to skridt og falde et skridt tilbage.
Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde en force på de her lange stigninger!
Det at vi kunne køre et højt jævnt tempo med god hjælp fra stavene. Det gjorde at vi kunne æde konkurrenterne op bag fra, en efter en og skaffe os en fornuftig placering, både på etapen, men også i det samlede resultat.
Vores svaghed var helt sikker på de kraftigste og korte stigninger og nedløbene, hvor vi satte tid til.
På det lange åbne stykke på anden stigning, blæste det mere og mere, jo længere vi kom op ad bjerget. Da der manglede cirka 2 km havde vi virkeligt svært ved at holde varmen, trods vi havde taget alt hvad vi havde af tøj på og trods, at vi arbejdede på højtryk for at holde fart.
Endelig nåede vi toppen og de 3.138 meter og nu gik det ned ad til mål.
Den første kilometer nedad var i sne, derefter gik det over i pløre i et par kilometer! Og det var så pløret at det var værre at få fodfæste end det var i sneen. Sneen var kold og glat, pløret var beskidt og glat.
Fra toppen af anden stigning, havde vi fra 3.138 meters højde til 2.200 meters højde i mål, 15 km nedløb.
En etape på 47,32 km og en arbejdsdag på 10 timer og 42 minutter og 42 sekunder.
Denne etape var en lille smule længere end de andre etaper, men ellers en typisk etape. Og dem var der syv af :-/
Samlet resultat for de syv etaper:
288 km og 16.800 højdemeter, tidsforbrug 61 timer 1 minut og 00,3 sekund
I klassen Senior Master Men, nummer 27 ud af 34 hold
Af alle deltagende hold, nummer 163 ud af 283
Kategorien Senior Master Men, er en klasse, hvor to løbere tilsammen skal være over 100 år. John og jeg var begge 58 år, så vi klarede kravene til denne kategori fint.
Det viste sig faktisk at denne kategori af gamle mænd, klarede sig utroligt godt i kampen med de unge løbere.
Dorthe og Lone løb i kategorien Senior Master Women.
Dorthe og Lone var så uheldige at de på 4. etape, “sammen med resten af feltet” blev stoppet ved det anden sidste tjekpoint, før et bjergpas i 3.138 meters højde! Der var blevet uvejr og politiet stoppede al adgang til passet.
Det betød at Dorthe, Lone og resten af feltet i princippet og officielt udgik af løbet denne dag. De blev hentet og kørt til målområdet.
Dorthe, Lone og et par stykker flere fik lov at stille til start næste dag! Men uden at kunne opnå placering på resten af etaperne og selvfølgelig i det samlede resultat.
Trans Alpine Run som arrangement kan kun anbefales.
God information, god service, en fantastisk logistik, fantastisk flotte og gode ruter.
Et helt igennem godt og gennemført arrangement.
Der er ingen tvivl om, at hvis jeg kan finde en makker der kan holde mig ud, så skal jeg løbe dette løb igen.
Skrevet af:
Hilmer Storm
Løbet af:
Dorthe, Lone, John og Hilmer